Så er ferien ved at være forbi.
Det har været superdejligt med hele familien, men med en storebror der hele tiden vil cykle og en lillebror, der kravler i et uhørt tempo (de er i øvrige megaseje, begge to <3), har vi ikke just ligget på den lade side. Så mor er træt.
Nu glæder jeg mig til at storebror er helt indkørt i børnehaven, så jeg kan tage en velfortjent middagslur.
Indtil da må jeg finde andre sovemuligheder.
Her til aften blev det til en powernap i tremmesengen, mens lillebror blev puttet. Og ja, jeg faldt da vist i søvn først. Jeg tror faktisk kun han lagde sig til at sove, fordi han erkendte at der ikke var noget spas i mor.
Man sover i øvrigt glimrende der i tremmesengen, hvis man altså får skruet sig rigtigt ned, så benene kan stritte op over kanten. Og jeg forstår nu, hvorfor den musikuro, der hænger over sengen aldrig har lullet nogen af banditterne til ro.
Set nedefra er den faktisk lidt spooky med dyr, der stirrer ned på en. Set fra siden er den ellers meget sød.
Måske skulle vi tage den ned.
Den er også lidt i vejen, når man skal snige sig ud af tremmesengen uden at vække babyen…