“Hva’ mor? Kan du li’ tissemand?”
Hvad søren svarer man lige på det spørgsmål?
Især når det bliver råbt af lungernes fulde kraft, så alle naboerne kan høre det, alt imens knægten kommer drønende forbi på cykel ude på vores lille, stille vej.
Jeg undlod at svare. Der var ikke rigtigt et passende svar. Hverken et ja eller nej ville være helt i orden.
Storebror: “Moaar, grave lort?”
Mig: “Ja, det må du gerne. Grav du bare, men brug din egen skovl.”
Jeg bør måske øve lidt udtale med knægten.
Altså jeg forstår ham jo godt. Men det er ikke sikkert, at naboerne ved at han udtaler jord og lort på samme måde.
Det gør de jo nok ikke.
Måske synes de bare vi er klamme.
Alligevel kan jeg godt finde på at kalde på storebror og spørge om han vil være med, selvom han faktisk er i vuggestue.
Bare for at naboerne ikke skal tro at jeg hopper helt alene
Jeg håber ikke, at det hold naboer, der også har barn i vuggestuen, har set ham dernede, for så bliver det pinligt.
Men de er sjældent i haven i hverdagene, så jeg tager chancen. Om ikke andet tror de andre naboer bare at jeg er en overskudsmor, der leger med mit barn..
