Når man spiser gulerodsmos og siger “bu-bu-bu” samtidigt.
Ja, der er jo altså ikke mig der gør det.
Jeg spiser så sjældent gulerodsmos, men et bu-bu-bu her og et bu-bu-bu der kan det dog godt blive til bare for at holde dialogen med lillebror.
Det er jo så også ham der sviner. Han eeelsker gulerodsmos og han sprutter sin begejstring ud.
Det er sådan set OK. For jeg ved jo godt det er sådan, jeg havde bare lige glemt det.
Det er bare ærgerligt at jeg skal opdage det den ene ene aften, hvor jeg skal mødes med voksne, hvis primære dialog ikke består et bu-bu-bu her og et bu-bu-bu der, og som ikke synes det er helt normalt at dukke op med orange mos i ansigt og hår.
Næste gang – hvis der bliver sådan en – så kigger jeg lige i spejlet inden jeg går. Bare for en sikkerheds skyld.
