Min kæreste og jeg har været til dåbssamtale. Som sædvanlig kom vi lidt sent afsted, men vi nåede lige akkurat kirkekontoret til tiden.
Eller det troede vi. Da kirkeklokkerne slog 12 trådte vi ind af døren på kontoret, hvor en venlig dame bød os indenfor. Vi skyndte os at smide overtøj, tage lillebror ud af autostolen og sætte os i de to stole der stod klar til os.
Så sad vi der og ventede på at præsten ville starte samtalen, men hun sagde ikke rigtigt noget. Hun kiggede blot. Det hele var lidt akavet, men endelig sagde hun noget.
“Hvad skal I?” spurgte hun smilende.
“Vi skal tale med dig” svarede jeg “Er du ikke præsten?”
“Neeej.” Hun trak lidt på det. “Men skal jeg ikke lige vise jer, hvor hun sidder. Det er lige nedenunder. Skal jeg bære nogle af jeres ting?”
Hun var en meget flink dame, men vi skyndte os ud af lokalet uden rigtigt at sige noget.
Der var ikke rigtigt noget passende at sige.
