Storebror skal snart starte i børnehave, og han er klar. Det siger de i hvert fald i vuggestuen, og de ved vel hvad de snakker om.
Men jeg er slet ikke klar. Som i overhovedet ikke klar. Jeg kan knap nok tale med ham om det, fordi jeg synes det er så frygteligt.
Så for at blive børnehaveparat, triller jeg tit forbi hans kommende børnehave med lillebror i barnevognen bare for at overbevise mig selv om at det er et helt fantastisk sted.
Så står jeg og kigger lidt ind på legepladsen.
Nogen gange lader jeg som om jeg snakker i telefon eller sms’er, andre gange som om jeg lige skal trøste lillebror.
Indimellem glor jeg vist bare, og de synes måske nok, at jeg er lidt skummel
Men nu har kæresten og jeg være på officielt besøg dernede, og der er faktisk meget rart, selvom der er laaaaangt mellem pædagogerne. Nu ved de da hvem jeg er, så jeg ikke længere er hende den skumle.
Nu er jeg så bare hende den skumle mor, hvis barn starter til august.
Ved nærmere eftertanke bør kæresten måske klare indkøringen.
