Voksne hopper også i trampolin.

Alligevel kan jeg godt finde på at kalde på storebror og spørge om han vil være med, selvom han faktisk er i vuggestue.

Bare for at naboerne ikke skal tro at jeg hopper helt alene

Jeg håber ikke, at det hold naboer, der også har barn i vuggestuen, har set ham dernede, for så bliver det pinligt.

Men de er sjældent i haven i hverdagene, så jeg tager chancen. Om ikke andet tror de andre naboer bare at jeg er en overskudsmor, der leger med mit barn..

 

trampolin

Så kom tømmeren lige forbi

Jeg ville ønske han ville ringe først. Jeg trillede rundt i haven med barnevognen iført nattøj, badekåbe, bamsefutter presset ned i kærestens cloggs og jakke. Jeg gider jo ikke fryse, bare fordi lillebror skal trilles i søvn.

Klokken var lidt over to. Og så stod han der. Han havde åbenbart både ringet på og banket på døren. Han troede ikke der var nogen hjemme, så han gik bare ind i haven.

Jeg kom til at sige at det var helt i orden, og at han da bare skulle gå ind en anden gang.

Men det mente jeg jo slet slet ikke.

 

barnevogn

Godt vi er flyttet i hus med have.

Nu hvor lillebror kun vil sove, hvis han bliver kørt i barnevognen hen over en bumlet græsplane.

Det havde været sørens besværligt at anlægge græs på den lille altan vi havde, før vi flyttede. Men bevares, ikke umuligt.

Jeg tror i øvrigt han er ond, den lille.

Siden han kun vil falde i søvn trillende på græsplanen, så mor ikke kan vælge den bekvemme og ikke mindst tørre løsning: Trille ham i søvn siddende med en kop kaffe på den overdækkede terrasse.

Måske vi skulle rulle græs ud under halvtaget…

 

husmedhave