Storebror: “A lure, mor?”
Mig: “Jeg drikker kaffe.”
Storebror: “Neeeej!! Spiller iPad!”
Damn. Jeg kan ikke engang snyde en to-årig. Jeg havde ellers skjult den godt bag kaffekop, køkkenrulle og brugt hagesmæk.
Nå, men derefter legede jeg med biler. Kunne jo ikke rigtigt sige nej.
“Mor prutter”
Ja, ja. En lille prut, og det var ikke med vilje. Det var fordi jeg nøs. Samtidigt ammede jeg den sovende lillebror, og jeg ville jo hverken vække ham eller nyse ham i i hovedet, så jeg havde ikke lige fokus på den anden ende.
En lille prut skulle man da også kunne slippe afsted med, når både far, storebror og lillebror snorker, så højt at andre ikke kan sove for det. Men næh nej.
Kæresten kommenterede det også. Han kommenterer alt med prutter.
Bare fordi man en enkelt gang er kommet til at prutte på ham. Eller to.
For eksempel vores nabo. Det gad jeg godt lige have tænkt over, inden jeg gik ud for at rokke barnevognen.
Jeg troede jo jeg var alene. Det var jeg sådan set også, der er bare ikke så mange blade på hækken endnu, så naboen kan kigge lige ind.
Det gør han så nok ikke igen. Jeg går så nok heller ikke ud i haven igen morgenkåbe og med brystpumpe på babsen.
Tror måske vi bliver nødt til at flytte.